23948sdkhjf

Plastflasker får nyt liv i flyverdragter i Føtex og Bilka

Med tøj fremstillet delvist af genbrugsplast tager Bilka og Føtex nu endnu et skridt i kampen mod plastikspild.

Brugte plastflasker får nyt liv i sandkassen i stedet for at ende som affald i strandkanten, når Føtex' og Bilkas butikker får nye tekstiler på bøjlerne.

De to kæder lancerer i denne uge de første produkter, der indeholder polyester af genbrugsmateriale: flyverdragter til familiens mindste og en sportsjakke til de voksne.

Begge er udviklet af mærket VRS, der sælges eksklusivt i Føtex og Bilka.

Normalt fremstilles polyester af råolie, men de nye produkter består helt eller delvist af genbrugt plastik, der smeltes og omdannes til polyesterfibre.

Den genbrugte polyester bidrager derfor til at begrænse to miljøproblemer: den mindsker forbruget af olie og reducerer mængden af plast, der ender som affald.

- Som en af Danmarks største forhandlere af tøj tager vi ansvar for at drive en bæredygtig udvikling, og her kan vi sammen med vores kunder virkelig gøre en stor forskel i hverdagen. Tekstil af genbrugte materialer er en af flere løsninger, der kan sikre, at vi som samfund genbruger mere plastik og undgår, at det ender i naturen. Vi ser frem til i de kommende måneder at introducere flere produkter, som er helt eller delvist produceret at genbrugsplast, siger Mark Nielsen, kædedirektør i Bilka.

De nye produkter er fremstillet i overensstemmelse med den internationale GRS-standard for genbrug i tekstilproduktion.

I VRS Kids flyverdragten består af 50 pct. af metervaren af genbrugspolyester, mens metervaren i jakken fra VRS Sport til voksne er 100 pct. genbrugsmateriale. 

Bred indsats for bæredygtig tekstilproduktion
Indsatsen er del af Salling Groups samlede strategi for bæredygtig tekstilproduktion, der blandt andet sigter mod mere genbrug og genanvendelse samt reduktion af emballage.

Desuden er udvalget og salget af økologisk bomuld vokset markant i Salling Groups butikker. Tidligere på året nåede Føtex en milepæl, da mere end hvert andet stykke solgte børnetøj af bomuld nu er økologisk. Inden udgangen af 2018 er alt VRS bomulds-børnetøj i kædens butikker økologisk.

- Vi oplever en stor vilje blandt vores kunder til at træffe bæredygtige valg, når de handler hos os. Tekstilområdet er et af mange, hvor vi hele tiden arbejder på at gøre de valg lettere, uden at kunderne behøver at gå på kompromis med hverken kvalitet eller pris, siger kædedirektør i Føtex, Thor Jørgensen.

Produkterne af GRS-polyester er at finde i Føtex' og Bilkas butikker fra uge 37.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.125